På bakken over for Hvilsager kirke – det, der i landsbyen med et blink i øjet kalder for ”Himmelbjerget” – står der en offentlig bænk med vid udsigt til siderne over det kraftigt, bakkede istidslandskab. I tidernes morgen var det forrevne morænebakker og brede smeltevandsdale. Nu er det blødt formet som bølgende marker. Bakken er et rigtigt solnedgangspunkt. Ikke sjældent ser man turister, der er standset op ved bænken for at nyde udsigten, eller et par gode naboer, der her en lun sommeraften nyder den sidste rødvin i glasset med hinanden. Over for udsigtspunktet ligger kirken. Med tårnet når den op i 100 meters højde over vandlinjen. I 1600-tallet, mens man endnu kunne sejle fra Grenå gennem Kolindsund til Randers fjord, har den været brugt som sømærke.

Hvilsager er et gammelt kultursted. Det afspejler sig stadig med kirke og kirkegård, præstegård, forsamlingshus, to gamle skoler, en købmandsgård, et bageri, en smedje, en landevejskro og et fællesareal ”Pollen” midt i byen. Kun kirke, kirkegård, præstegård og forsamlingshus har fortsat sin funktion, men de andre bygninger, der nu huser familier, par og singler, giver karakter til stedet.

Et busstopsted forbinder byen med Hornslet og Aarhus, mest på hverdage, mindre i weekenderne. I 1989 slog en indisk antropolog sig endda ned i landsbyen og lavede feltstudier. Det kom der både en kærlig kritisk film og bog ud af, ”Sådan er danskerne”, udgivet på Grevas forlag, som i øvrigt har til huse i Hvilsager.

Selv om man i landsbyen passer hver sit, er der trafik mellem husene, og til Skt. Hans kan der let samles 50 til fællesspisning i præstegårdens konfirmandstue og bål i den lille slugt bag kirken. I sommertiden sker det, at en stafet går rundt og kalder ind til kaffe og kage på ”Pollen”. Nogle har boet længe i byen, andre er kommet til for nylig. Alle generationer er repræsenteret og udtrykker deres glæde over stedet.